EU sender stort millionbeløb til kæmpe fynsk naturgenopretnings projekt

De 10 kommuner i den fynske region, Naturstyrelsen Fyn, Miljøstyrelsen, Amphi Consult, Skovskolen, FGU Fyn og Naturama står bag biodiversitets-projektet LIFE Ring, som har et budget på 119 mio. kroner og kommer til at løbe over de næste otte år.

Nu kan både guldblomme, klyder, vandsalamandere, strandtudser og yderligere 12 truede og sårbare arter godt begynde at glæde sig.

Siden 2020 har de fynske kommuner, Ærø, Langeland og Naturstyrelsen arbejdet på at få skabt et fælles biodiversitetsprojekt, der skal styrke kommunernes naturkvalitet og hjælpe truede og sårbare dyr og planter.

Og nu er finansieringen endelig på plads.

Projektet har netop fået tilsagn om økonomisk støtte fra EU’s ”Nature and Biodiversity”pulje på ca. 80 mio. kroner, og de resterende 39 mio. kroner finansieres af de deltagende partnere. Derudover bidrager Aage V. Jensens Fonde med yderligere 4 millioner kroner.

”Det er intet mindre end fantastisk, at EU har kunnet se potentialet i dette projekt, og at vi nu for alvor kan komme i gang. Det er uden tvivl det største fynske naturgenopretningsprojekt, og det er helt unikt, at alle de deltagende parter har forpligtet sig til at arbejde på tværs af kommunegrænser til gavn for naturen. Det kommer til at betyde, at vi virkelig kan rykke på biodiversiteten og være med til at opnå gunstig bevaringsstatus i de konkrete Natura 2000-områder,” siger Søren Kristensen (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Faaborg-Midtfyn Kommune er projektleder på LIFE Ring.

Naturen er ligeglad med kommunegrænser – Fyn er én natur

Som baggrund for projektet er der gennemført en analyse, der kortlægger en meget bred vifte af truede arter på Fyn, Langeland og Ærø.