start på hovedindhold

LANDSKABSFORVALTNING I PRAKSIS – Feltbesøg i Mols Bjerge

Hvordan aflæser man et landskab? Hvordan formes, forvaltes og genskabes det – uden at miste autenticiteten? Og hvordan balancerer man mellem hurtige greb og tålmodige processer? Det var nogle af de faglige spørgsmål, som de lokale projektledere i LIFE Ring dykkede ned i på et inspirerende feltbesøg i Mols Bjerge i foråret 2026.

Nyhed

Landskabet som lærebog

På Langbjerg og de nærliggende arealer viste projektleder Irene Svanborg Møller fra Nationalpark Mols Bjerge rundt i nogle af områdets ældste kuperede strukturer – med markante stenstrøninger og tuer. Her fik vi et unikt indblik i landskabets udviklingshistorie og dets betydning for nutidens biodiversitet.

Stenstrøning som naturgenopretning

Genopretning af tidligere dyrkede arealer var et centralt tema. Diskussionerne kredsede bl.a. om:

- valg af stenstørrelser og mængder
- hvor stenene hentes fra
- hvorfor større sten med fordel kan nedgraves for at skabe mikrohabitater
- hvordan stenstrøninger kan udføres på Fyn & Øerne i praksis

Stenstrøning skaber variation i både mikroklima og struktur og dermed flere nicher for flora og fauna. Det gav gode, konkrete overvejelser om, hvordan vi kan arbejde mere strategisk med denne metode i vores egne projektområder.

Frøindsamling og frøspredning – lokal genetisk autenticitet

Et andet centralt stop var et areal, hvor der er foretaget udsåning i afgrænsede felter med manuelt indsamlede lokale frø. Vi drøftede bl.a.:
- betydningen af lokal oprindelse i frømateriale
- metoder til indsamling og spredning
- målrettede, langsomme processer vs. hurtige, brede indsatser
- hvordan genetisk robusthed og økologisk realisme håndteres i praksis

Græsning, hegn og samarbejde

Med udsigt til mols-kvæget talte vi om græsningsstrategier, hegningsordninger og samarbejdet med dyreholdere – herunder fordele og ulemper ved at lade dyr få adgang til nyligt tilsåede arealer.

Relevans for LIFE Ring

På 20 af de i alt 28 projektlokationer i LIFE Ring skal tidligere dyrkede arealer omdannes til nye naturarealer, eller eksisterende natur forbedres. Arbejdsgruppen for Landskabsforvaltning spiller derfor en central rolle i at sikre, at indsatserne bliver både af høj kvalitet og praktisk gennemførbare.
At se konkrete eksempler og udveksle erfaringer i felten skabte et godt fagligt fundament for dette arbejde og erfaringerne fra Mols Bjerge gav masser af input til vores egne lokale løsninger.

Tak til Nationalpark Mols Bjerge for at dele viden, erfaringer og inspiration.
Og en særlig tak til Patrick og Kasper fra Naturstyrelsen Fyn for initiativ og planlægning af dagen

LIFE Ring-projektet er igangsat i 2024 og afsluttes i 2033.

Projektets partnere er: Assens KommuneMiddelfart KommuneNordfyns KommuneOdense KommuneKerteminde KommuneNyborg KommuneFaaborg-Midtfyn KommuneSvendborg KommuneLangeland KommuneÆrø KommuneAMPHIStyrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Fyns Laksefisk/Erhvervshus Fyn, NaturstyrelsenNaturamaSkovskolen ved Københavns Universitet

Faaborg-Midtfyn Kommune er projektejer og leder den fælles indsats for alle partnere.