start på hovedindhold

Studiebesøg hos LIFE Ring – naturgenopretning i praksis

LIFE Ring havde i Maj 2026 fornøjelsen af at byde skov- og landskabsingeniørstuderende fra Skovskolen, Københavns Universitet velkommen til en faglig rundtur på flere af projektets lokationer på Fyn. Turen gav indblik i den brede palette af naturgenopretningsindsatser, der arbejdes med i LIFE Ring – fra våde områder og padder til vandløb, vandplanter, overdrev og truede arter.

Nyhed

Urup Dam | Kerteminde Kommune

Her var fokus på restaurering af Urup Dam med henblik på at forbedre biodiversiteten og de hydrologiske forhold i landskabet. Området huser nemlig både den sjældne orkidé Mygblomst og den Spidssnudede frø.

Rødme Svinehave | Naturstyrelsen & Svendborg Kommune

I det kuperede sydfynske landskab blev de studerende introduceret til naturforvaltning i et værdifuldt overdrev- og skovområde. Der blev blandt andet talt om biodiversitet i lysåbne naturtyper, græsningens betydning og sammenhængen mellem naturpleje og artsrigdom. For det er her at den sidste bestand af Guldblomme på Fyn & Øerne findes, så i LIFFE Ring arbejdes der både for at sikre levestedet samt at udbrede bestanden til andre steder på Fyn.

Sallinge Å | Fyns Laksefisk - ECO LOOP

Dagen bød også på spændende formidling om arbejdet med opformering af vandplanter og genopretning af økologiske processer i vandløbene. Derudover blev der sat fokus på den tykskallede malermusling, hvor inficerede elritser med muslingelarver blev udsat som led i arbejdet med at styrke bestanden af den sjældne ferskvandsmusling. Et stærkt eksempel på samspillet mellem værtsfisk, vandkvalitet og naturgenopretning.

Taarup Strand | Nyborg Kommune

Ved Taarup Strand var fokus rettet mod klokkefrøen – en af Danmarks mest truede paddearter. De studerende fik indblik i arbejdet med etablering og vedligeholdelse af egnede ynglevandhuller samt vigtigheden af sammenhængende levesteder for artens overlevelse. Herunder også indsigt i samarbejde med lodsejere.

LIFE Ring

Tak til alle projektværter for engagerede oplæg og værdifulde diskussioner i felten og til Skovskolens engagerede studerende og lektorer for nysgerrighed og inspirerende spørgsmål.

Skovskolen, Københavns Universitet er partner i LIFE Ring og udvikler bl.a. et program om adaptiv naturforvaltning for projektdeltagerne. Derudover integreres metoder og erfaringer fra LIFE Ring projektet i uddannelserne ved Skovskolen.

LIFE Ring er et fælles fynsk biodiversitetsprojekt, der forløber 2024-2033. Det er medfinansieret af EU og Aage V Jensen Naturfond.